Lunden

I enhver souvenirbutik vil man finde lunden afbilledet på postkort, plakater, kalendere, kopper, t-shirts, huer, øloplukkere, shotglas, magneter og alle andre genstande, der lader sig billeder og tegninger trykke på. Ud over det fås figurer, filt- og plyslunder og ej at forglemme strikkede sweatre med en eller flere sirligt indstrikkede lunder. "Lundi" eller "Lundinn" er navnet på mange skibe, restauranter og turistbutikker rundt om i landet. Et utal af guidebøger og brochurer afbilleder lunden på forsiden, ligesom børne- og voksenbøger er blevet skrevet om fuglens liv og levned. Denne lille, farverige søfugl, også kaldet "søpapegøje" på dansk, er blevet ophøjet til Islands nationalfugl, hvorfor denne helt enorme lundeglæde findes overalt. Dette til trods for, at fuglen kun ses i landet i sommermånederne. På menukortet på mange restauranter er lunden og dens æg også at finde. Til en festival på Vestmannaeyjar er fuglen også hovedmåltidet, men da øerne de senere år har haft meget få ynglende lunder, har de fået dem tilsendt helt oppe fra den nordlige polarkreds, hvor fuglene fanges på øen Grímsey. Med andre ord kan og må man ikke forlade Island uden at have set og fotograferet lunden, der trods jagt og ægindsamling er en utrolig frygtløs fugl, hvilket gør den til et meget nemt offer for selv en halvdårlig digital kameralinse, da kun fuglefjeldenes mange hundrede meters frie fald sætter grænsen for, hvor tæt man tør krybe hen til fuglene, der holder til og yngler i huler i græsset helt ude ved kanten.

Látrabjarg	Látrabjarg
Látrabjarg	Látrabjarg
Grímsey

Látrabjarg er et fuglefjeld helt ude ved Islands vestligste punkt ved Vestfjordene, der mange steder er over 400 meter højt, og som ud over lunden danner yngleplads for en lang række fuglearter som lomvier, mallemukker og rider.
Grímsey er Islands nordligst beboede ø, der gennemskæres af den nordlige polarkreds (66°N), hvilket gør den til det eneste sted på Island, hvor man til fods kan vandre over denne på landkort indtegnede men i virkeligheden naturligvis helt usynlige linje. Efter en i alt 3 timers sejltur fra Dalvík ud gennem Eyjafjörður og et langt stykke på åbent hav kommer man til øen, der ligger så fjernt fra hovedlandet, at dette nemt forsvinder ud af syne i horisonten mod syd en diset formiddag. Jeg følte mig meget langt hjemmefra, da jeg i fredags skrev postkort til bedsteforældrene deroppe fra og mindede dem om, at vi ville ses i Nordjylland den næstkommende uge.
Jeg forestiller mig, at jeg vender tilbage til begge rejser (Vestfjordene og Grímsey) i et senere indlæg med flere billeder af andre ting end lunder.

Vestmannaeyjar

"Vestmannaeyjar 6/6-2011

Vi landede sikkert på øerne i et fly med små 10 passagerer. Jeg bor i et pensionat, hvor jeg har fået mit eget værelse, i Vestmannaeyjabær på Heimaey, den eneste beboede ø i øgruppen. Vulkanudbruddet i 1973 er allestedsnærværende i form af mindetavler over nedbrændte huse, turistinformation om emnet og naturligvis vulkanen selv, der står næsten lige op ad bygden. Vulkanens navn, der står på skilte og postkort, er Eldfell, der bogstaveligt betyder "Ildfjeld", men minder meget om det islandske ord for "vulkan", eldfjall. På en måde er den så ny, at den endnu ikke har fået et navn. Foran strækker sig lavamarken i folkemunde kaldet Nýjahraun, "den nye lavamark", der i '73 var flydende lava, der langsomt men stødt bevægede sig ned mod havnen for i sidste øjeblik at blive stoppet efter en ihærdig indsats med påsprøjtning af koldt havvand. Hvis havnen var blevet lukket, ville et samfund så økonomisk funderet i fiskeindustrien være gået under. En anden påmindelse om vulkansk aktivitet får man, når man fra alle høje punkter kiggende mod nord kan se selveste Eyjafjallajökull oplyst af solen, på denne tid nærmest døgnet rundt, på hovedlandet Island. Gletcherens navn bliver på denne måde også forklaret:

Eyjafjallajökull bag Elliðaey

Nýjahraun foran Vestmannaeyjabær

Eyja	gen.plur.fem. af 'ey', ø
fjalla	gen.plur.neu. af 'fjall', fjeld, bjerg
jökull	nom.sing.mask., jøkel, gletcher

Gletcheren, der ligger i fjeldene, der kan ses fra øerne - altså Vestmannaøerne. Denne tolkning af navnet er dog ikke helt autoriseret af andre end mig.

Nordøst for bygden ligger Helgafell. Bl.a. navnet vidner om, at denne vulkan ikke har været i udbrud i historisk tid: det betyder "helligfjeld" og går igen over hele Island, f.eks. har Snæfellsness også et Helgafell. Derfor må dette kegleformede fjeld have eksisteret og været opkaldt allerede af de første bosættere i landnámstiden (≈874-930), hvilket Eyrbyggja saga vidner om: Helgafell på Snæfellsnes blev opkaldt af Þórólfur Mostrarskegg og benyttet som helligt sted dedikeret til Tor. Her kunne han så sidde og skabe kontakt med sine forfædre som alternativ til de gravhøje i Skandinavien, der må være blevet brugt til et lignende formål. Formen af fjeldene "Helgafell" er nemlig meget lig gravhøje, så koblingen har måske været ligetil for bosættere i et nyt land uden nogen kulturhistorie. Jeg satte mig på fjeldet og så mod Heimaeys sydspids med skærene ude i havet. Ensomheden, skønheden og vindens lyde mellem græs og sten gjorde da også stemningen næsten religiøs. Døde mennesker så jeg dog ingen af."

"Vestmannaeyjar 7/6-2011
Lunderne yngler sent i år, hvilket har været et tilbagevendende fænomen de sidste år her på øerne. Fra en udsigtshytte opført til netop lundeforskning burde man kunne se dem flyve ind og ud af deres redehuller under græstørvet på klippesiderne. Ingen lunder sås, ergo må de holde til ude på havet omkring øerne stadig afventende. Rigtig mange fløj i år også nordpå pga. vulkanudbruddet i Grímsvötn i sidste måned. Til gengæld lå jeg i græsset på toppen af fuglefjeldet med blæst, sol og fugle som eneste selskab. Havet strakte sig ud i alle verdenshjørner kun brudt mod nord af Heimaey, hvis sydspids jeg befandt mig på, og pletvis mod syd af øgruppens ubeboede klippeskær, hvor kun havfuglene færdes. Helt ude i horisonten anedes Surtsey, den ganske spæde ø, der skabtes i et undersøisk vulkanudbrud, der varede fra 1963-1967. Øen og havet omkring er totaltfredet, og kun forskere må færdes der. Foranstaltningen blev taget for at man for første gang i historisk tid kan bevidne, hvordan en ny ø bliver skabt og overtaget af den omkringliggende natur uden menneskelig indblanden: fuglene bosatte sig, mallemukkerne som de første, og førte frø med sig, så øen efterhånden har et rigt fauna, ligesom græstotter er flydt over fra de andre øer. Græssets rodnet har medført, at den sidste kerne af øen, der endnu ikke er eroderet, lader til at blive holdt fast. Sådan er en ny ø blevet skabt, og sådan er hovedlandet Island blevet skabt for millioner år siden for med tiden og utallige vulkanudbrud af vokse sig dobbelt så stort som Danmark. [...]Alle skærene derude har navne, f.eks. Súlasker, der, som navnet antyder, huser en stor sulekoloni. Geirfuglasker er sidste skær inden Surtsey. Gejrfuglen var en stor, lidt tungnem alkefugl ude af stand til at flyve, meget lig en pingvin, hvilket har gjort den til et nemt måltid mad for en fattig islænding. Den sidste levende gejrfugl blev slået ihjel på Eldey (uden for Reykjanes) i juni 1844, og arten er aldrig observeret noget sted i verden siden. [...]Jeg så endvidere hjejlen, der sørgmodigt skreg et stykke væk fra sin rede for at aflede min opmærksomhed fra denne. Luften var fuld af mallemukker og andre søfugle, ligesom vadefuglenes artsrigdom var så stor, at jeg havde svært ved at adskille dem fra hinanden. Som jeg lå der i græsset, blev mine læber salte af havluften og mit ansigt næsten smertefuldt af solen og den konstante blæst. Jeg blev nødt til at søge læ bag nogle klippesten inden hjemrejsen, så min krop kunne få en pause fra vindens nådesløshed.[...]

Surtsey	Hjejle

Eldfell er et ejendommeligt landskab af porøst rødbrun lavasten, somme steder smuldret til groft sand, andre steder dannende spektakulære formationer. Det løse sand ligger ned langs de stejle sider, både ned mod vulkanens fod på den ene side, og ned mod krateret på den anden. Overfladen synes dermed ganske jævn, men forsøger man at få fodfæste smutter småsten og sand væk under en for at skabe et mindre stenskred, som man meget nemt kunne glide ned sammen med. Hvis man først var rutsjet ned, ville det selvsagt være umuligt at kravle op igen. Balancerende rundt på kraterkanten, er man naturligvis igen fuldstændig blottet for vinden, der temmelig sikkert aldrig har lagt sig siden vulkanen opstod i 1973, mens man kigger over på hovedlandet, hvorfra bilstøj fra vej nr. 1 neden for Eyjafjallajökull svagt kan høres. På vejen hjem hørte jeg den snurrende lyd vinden skaber i dobbeltbekasinens vinger, når fuglen dykker i sin flugt. Et par rødben ledte mig ivrigt på vej: "kig på os, så du ikke finder vores rede". Jeg var meget forsigtig med ikke at træde på nogens æg."

Lomvier på et klippeskær

En grotte set indefra

"Vestmannaeyjar 8/6-2011
Set fra søsiden består øen Heimaey af stejle klippevægge med spredte fritstående klippeskær i havet uden omkring med utallige fugle, der forstår at udnytte selv den mindste indhulning til at bygge rede eller holde flyvepause. Lunderne så jeg også i havet mellem skærene, hvor de holder til, indtil de kommer i humør til at yngle. Som andre søfugle yngler de nemlig ikke på klippevæggene, men derimod i udgravede huler i græsset på toppen af øerne. Under klippeskærene findes grotter store nok til, at man kan sejle ind i dem, så man kan påstå, at man har været under en ø. Mosarter og forskellige typer af sten farver grottens loft i spektakulære farver. Uden for grotterne på kanterne af disse skær ses lomvier, også den kortnæbbede variant, mallemukker, stormsvaler og andre arter, der alle lader til at have fundet en måde at deles om pladsen på.[...] Stort set alle fuglearter, der yngler i Island generelt, kan man finde ved Vestmannaeyjar.

Når man klatrer op på fjeldet lige uden for byen, må man mange steder hive sig selv op i armene ved hjælp af dertil egnede reb, hvor mine arme kom på en krævende opgave efter et tungt aftensmåltid. Det løse grus giver næsten intet fodfæste, og selv de større sten ligger løse, så man frygter at starte et stenskred, når man træt i armene fører sin kropsvægt tilbage i benene og fødderne for at finde hvile en stund på en af disse usikre, udragende sten. Imens kigger man op på de elegant flyvende mallemukker og føler sig kluntet og tungnem. Højt oppe er man, når man endelig træder op fra klippesiden på den græsbegroede top, hvor en vejr- og sendestation er opstillet, da man befinder sig på et af øerne højeste punkter. Vinden fløjter konstant i den højeste sendemast og suser henover græsset, der efter en mindre regnbyge et par timer forinden stadig føltes vådt, da jeg lagde mig i det. Usigten til hovedlandet og Eyjafjallajökull var helt forsvundet i en dis mod nord, ligesom de fjerneste øer i syd kun anedes. Ellers havde jeg hele Heimaey for mine fødder: neden for fjeldet lå bygden omkranset af Eldfell, Helgafell og lufthavnen. Længere ude sydspidsen, hvor jeg i går ligeledes skiftevis vandrede og lå i græsset, mens jeg tænkte over verdens størrelse og havets mægtighed. Da jeg kravlede ned fra fjeldet så jeg lunder siddende i silhuet på toppen af en klippe foran den lavthængende aftensol. Nedturen var overraskende nemmere end opstigningen, dog igen med lange strækninger, hvor kun rebet og mine arme måtte afholde mig fra at kurre ned i et stenskred. I skrivende stund er mine arme kun lidt mere ømme end mine ben og fødder, mens mine hænder flere steder har væskende vabler efter rebene. Dog heler min krop stødt og Vestmannaeyjar vil for mig forblive et minde om, hvor smuk verden får lov til at være."

Bygden omkranset fra venstre af Eldfell, Helgafell og lufthavnen foran sydspidsen i horisonten	Jeg har besteget et "bjerg"!
Lunde	Mallemuk
Edderfulge på en sort strandbred	Rødben

Færøerne

Fra den 23/5 til den 30/5 var jeg en tur nede omkring de grønne øer, hvortil man kan flyve mandage og fredage fra Reykjavíks indenrigslufthavn 20 minutters gang fra, hvor jeg bor. Flyveturen blev først aflyst og udskudt til dagen efter pga. den famøse askesky, men allerede om aftenen var flyet planlagt til at forsøge flyvningen. Over midnat færøsk tid (GMT + sommertid) ankom jeg endelig til lufthavnen på øen Vágar, hvor min ven Hallur hentede mig og vi kørte til Tórshavn.

Tirsdag den 24/5
Om aftenen kørte vi en tur nordpå på øen Streymoy, på hvilken Tórshavn ligger, mod vandfaldet Fossá. Når man kører langs de kringlede veje, vil man se et utal af små og store vandfald, der enten er dannet af floder, som i tilfældet med Fossá (=vandfaldsfloden), eller regnvand. Når vejen ikke går gennem fjeldene i tunneller, kører man gerne på veje, hvor man på den ene side har stejle skrænter op mod øens midte med fare for stenskred, og på den anden sige har frit fald ned mod havet på op til 50 meter. Fossá ligger mellem bygderne Hvalvík og Haldarsvík, og er et vandfald faldende i 3 trin. Sidste trin går nedenunder vejen for til sidst at falde ud i havet. Herfra kørte vi til Tjørnuvík, Streymoys nordligste bygd, hvorfra billederne er taget. De to klipper, man aner på det andet billede, kaldes for "Risin og Kelligin", Kæmpen og Kællingen. Historien forlyder at kæmpen og hans troldkvinde forsøgte at slæbe Færøerne med til Island, men så blev forvandlet til klipper, da solen stod op midt i deres skænderier om, hvordan de skulle bære sig ad med foretagendet.

Tjørnuvík

Tjørnuvík - Risin og Kelligin

Onsdag den 25/5

Atter en aftentur. En uanseelig bro sammenkobler Streymoy med Eysturoy, vist den eneste bro der med rette kan siges at krydse Nordatlanten, og langs den vestlige vej kørte vi nordpå med udsigt til Streymoy og ovennævnte Fossá på den anden side af Atlanterhavspassagen. Vejen fører os gennem Svínáir, Ljósá og helt oppe nordpå Eiði. Kører man østover kommer man til Gjógv, der er kendt for sin naturhavn. Tusmørket, vejret og mit dårlige kamera gjorde det svært at tage gode billeder, men det tilføjede til gengæld en fantastisk stemning til stedet.

Torsdag den 26/5
Nordøerne havde jeg aldrig besøgt, så turen gik til Klaksvík på øen Borðoy, Færøernes 2. største by (den 3. største værende Øresundskollegiet i København målt på færøsk indbyggertal). I Klaksvík har de et bageri, der bugner af kager. I Klaksvík regner det også altid. Virkelig altid. Så snart man har kørt gennem tunnellen og kommer ud på den anden side af fjeldet, begynder det at regne. Sådan fortalte Hallur i hvert fald, nok mest for at drille sin veninde, vi mødtes med senere. Jeg har kun selv været i byen den ene gang, men det regnede, så statistikken holder. Dog havde vi ikke sådan ubehagelig regn, bare grå himmel og fint dalende regn. Ingen haglstorme eller skybrud. Fra byen kørte vi nordpå sammen med ovennævnte veninde Krista til Kunoy. På øen gik vi en tur, fik våde sko og så på færøske heste, der først var der, og så var væk igen. Derefter besluttede vi at tage færgen til Kalsoy. Øen har kun 4 bygder, der er sammenkoblet af 4 tunneller gennem fjeldene. På Færøerne har de generelt virkelig mange tunneller, men denne ø har helt utroligt mange, bare for at koble landets nordligste bygd Trøllanes sammen med resten af vejnettet, så den ikke skal blive afskåret. I bygden er måske 10 huse. Billederne herunder er begge taget på Kalsoy.
Om aftnen tog vi Krista med tilbage til Tórshavn, hvor islandske Einar Örn Benediktson agerede DJ på Sirkus Føroya. Sirkus var originalt en bar, som The Sugarcubes grundlagde i Reykjavík i slutningen af 1980'erne, altså det band, som bl.a. ovennævnte Einar Örn og Björk var en del af før deres solokarierrer. I Reykjavík lukkede den oprindelige Sirkus i fjor, da stedet efterhånden var blevet totalt overtaget af turister, der håbede på at møde Björk og andre berømte kunstnere, der yndede at holde til på baren. Nu har en færøsk pige, der oprindeligt havde et job på Sirkus Reykjavíkur, fået lov til at åbne en Sirkus i Tórshavn, så ånden efter den meget sagnomspundne bar lever videre på Færøerne. Selvom de færreste kender ham i Danmark, og han virkelig er et syrehoved, var det for mig ret legendarisk at møde selveste Einar Örn på Sirkus, selvom det var Færøernes Sirkus.

Kalsoy	Kalsoy
Einar Örn og mig (billede: Krista)

Fredag den 27/5
En anelse tømmermænd gjorde, at dagen blev afholdt i og i nærheden af Tórshavn. Vi var en tur på Færøernes Nationalmuseum, hvor vi så på gamle ting og drak kaffe, og om aftenen tog vi en tur sydpå til Kirkubøur, hvor ruinerne af en middelalderkirke stadig står bevaret.

Lørdag den 28/5
Mens Hallur var på arbejde, besluttede jeg er besøge Føroya Sjósavn, Færøernes Akvarium/"Sømuseum". I brochuren og på hjemmesiden ser det vildt godt ud, så jeg gav mig afsted fra den ene ende at Tórshavn til den anden (fra bydelen Hoyvík, hvor Hallur bor, til bydelen Argir), cirka en halv times gåtur, da byen virkelig ikke er stor. Da jeg endelig var nået frem, viste det sig at være et ganske lille hus nede ved havnen, hvor de havde to rum med 3 relativt store akvarier og 4-5 små. Egentlig var det ingen skuffende oplevelse. Jeg fik nærstuderet hver eneste fisk og undersøgt navnene på dem på færøsk, islandsk og dansk. Alle fisk på museet stammer fra farvandene omkring Færøerne.
Om aftenen, Hallur fik fri kl. 18, tog vil til Nólsoy. Øen ligger lige uden for Tórshavn med en 20 minutters færgerute. Trods den korte distance fra hovedstaden, er det som at komme til en anden verden, hvor man er omgivet af natur. På øen kom jeg for første gang tæt på en havternekoloni. Havternen hedder "terna" på færøsk og "kría" på islandsk. Sidstnævnte navn er en tilnærmelse af, hvad fuglen siger. Når man nærmer sig kolonien, skriger de netop "kría kría", bliver meget aggressive og angriber gerne i styrtdyk efter hovedet. Hver vinter trækker havternen næsten helt ned til Sydpolen, og ynglende ved de arktiske egne om sommeren, bliver arten det væsen på jorden, der oplever mest dagslys i løbet af sit liv. Efter at have kigget på får og terner, tog vi på Kaffistovan, en nærmest legendarisk lurvet "kaffestue" på Nólsoy, der består af en lokale med havemøbler og mulighed for at købe flaskeøl. Især øllen "Slupp" fra Föroya Bjór er populær på denne ø - og efter sigende ingen andre steder. De lokale undrede sig noget over vores tilstedeværelse, mens vi så Champions League-finale, men alt i alt var det rigtig hyggeligt. Vi tog den sidste færge tilbage til Tórshavn og endte selvfølgelig på Sirkus efter at have rundet baren på Hótel Føroya.

udsigt fra Nólsoy

Søndag den 29/5
Dagen gik ganske hurtigt. Vi gik en tur fra et sted uden for Tórshavn over fjeldet til Kirkubøur. Når man krydser fjeldene på Færøerne, kan man ofte følge et langt net af stenbunker, der er grundlagt for mange år siden, når folk havde brug for at markere vejene hen over fjeldene lang tid før asfalterede veje med skiltning og tunneller. Hver gang man når en bunke, kan man se den næste og ved dermed hele tiden, hvor man skal hen. Traditionen har været at lægge en sten på, hver gang man gik forbi en bunke, for derved at bevare den. Udsigten til øerne Hestur og Koltur var fantastisk.

Mandag den 30/5
Hjemrejsedag. Flyet afgik som planlagt, og jeg kom hjem til Reykjavík i god behold. Tak til Hallur og familie for en fantastisk tur til Færøerne.

Tilbage i Reykjavík - i live!

"Urolig luft forekommer især i skyer samt under start og landing i kraftig vind. Den kan endvidere forekomme i klar luft i stor højde, når kolde og varme luftmasser møder hinanden. Under start og landing i lufthavnen på Færøerne vil fjeldene bevirke, at der en gang imellem forekommer særdeles urolig luft. For den uvante kan den urolige luft virke meget ubehagelig, men heldigvis er man jo fastspændt i sædet. Man kan se at vingerne med motorer bevæger sig lidt op og ned, ligesom man måske kan høre bevægelserne i flyets skrog og interiør. Selv om det ikke er behageligt, kan man med sindsro slå sig til tåls med, at flyet er konstrueret til disse og langt kraftigere påvirkninger. Elasticiteten er netop udtryk for flyets enorme styrke over for lufthavets påvirkninger. Til trods for eventuelt ubehag kan du altså tænke: Flyet er konstrueret til det her, og Atlantic Airways BAe 146 er faktisk "skræddersyet" til de særlige forhold på Færøerne, idet det flyver ind med hastigheder, der er 10% lavere end sammenlignelige flytypers hastighed."
Citat: Atlantic Review 01/2011, s. 52: "Nyttig info".

Vulkanudbrud og asketåge

I går aftes omkring kl. 18 gik vulkanen Grímsvötn i udbrud under gletcheren Vatnajökull i det sydøstlige Island. I dag har vinden været meget kraftig, hvilket har ført asken langt væk fra vulkanen. Billederne er taget fra et sted omkring Þórisvatn vest for gletcheren, hvor asken havde lukket fuldstændig for solen, da jeg var der tidligere i dag. Den sætter sig i tænderne, øjnene og næsen og gør håret tørt og stift. De små glaskrystaller, som asken består af, kan være temmelig skadelige for lungerne, hvis man indånder dem gennem længere tid. Som jeg skriver nu, er asketågen netop på vej ind over Reykjavík og begynder så småt at falde (kaldet "askeregn"). Det er med at holde døre og vinduer lukkede. Indtil videre er morgendagens fly til Færøerne udskudt til på tirsdag, så vi må se, om jeg kommer afsted der.

Afslutning og opfølgning

"It's actually near enough ready for publication in a journal if this argument is entirely yours (which is seems to be)" (citat fra min undervisers udtalese om min opgave, som han gav mig 9,5 for).

Så gik det alligevel godt det hele. Alle karaktererne er i hus og studieferiefreden har officielt lagt sig over solbeskinnede Island, hvor nætterne får trangere og trangere vilkår for nu at være reduceret til cirka halvanden times tusmørke. De sidste par dage har været kølige, men jeg har ikke brug for varme, når jeg har lys. Folk i huset begynder at pakke og tage hjem, hvilket på mange måder er ærgerligt for dem: Nu bliver Island fantastisk, sommeren er på vej. Dog må det forstås, at langt fra alle er ligeså forkælede som en SU-modtagende dansker, der modtager den samme mængde penge hver måned, ligemeget om det er sommerferie eller eksamensperiode, hvilket reducerer mine problemer til et spørgsmål om, i hvilket land jeg helst vil tilbringe min sommerferie. En stressende studieperiode og et semester begravet i bøger har også medført, at jeg stort set ingen penge har brugt på andet end mad og en bog i ny og næ, hvorfor min opsparing med legat- og stipendiepengene stadig har det temmelig godt. På mandag tager jeg en tur ned til Færøerne, hvor mange gode oplevelser lader til at være planlagt for mig.

Når jeg den 30. juni pakker mine ting og rejser til Danmark, flytter jeg sammen med Mads. Det er ingen nyhed, men det bør alligevel fremhæves endnu engang.

Nordisland

Drangey set fra Grettislaug

I weekenden (torsdag til mandag) blaffede Mari og jeg os en tur til Akureyri, hvor vi besøgte vores veninde Justiina. Turen var meget vellykket med fantastisk vejr, og det var dejligt at se noget andet end Reykjavík.

Torsdag morgen tog vi en bus til Mosfellsbær, hvorfra vi med det samme fik et lift til Borgarnes af nogle turister i en lejet bil. Derefter samlede en mand os op, der skulle hele vejen til Akureyri, så omkring kl. 16 var vi i byen. Allerede samme aften fik vi fat i den bil, som vi egentlig havde lejet til lørdag, så en aftentur til Grettislaug blev arrangeret. Ifølge Grettis saga yndede Grettir den stærke at bade i denne varme kilde, før han efter at være dømt fredløs flygtede til en ø, Drangey, i Skagafjörður. Da øen er meget stejl på alle sider, kan man kun komme op på den ad én vej, hvilken Grettir fik en træl til at beskytte, hvorfor han kunne leve der i sikkerhed i 20 år. Da trællen en dag faldt i søvn på sin vagt, kom Grettirs fjender op på øen og slog Grettir ihjel (sådan fik jeg i hvert fald historien genfortalt af vores meget vidende chauffør, da vi tidligere på dagen kunne ane øen i horisonten på vej til Akureyri). Vi var først hjemme efter midnat omkring kl. 2, hvor solen atter var ved at stå op.

Dettifoss med beskidt, nærmest sort, sne i forgrunden

Til lørdagen havde vi lagt et stramt program med Mývatn som første punkt. Søens navn betyder "Myggesø", men heldigvis er myggesæsonen langt fra begyndt endnu. I stedet for at slås med myg kørte vi rundt om søen og stoppede udvalgte steder, hvor der f.eks. var underlige lavastenformationer, hvor de 13 julemænd siges at holde til, eller varme kildeudspring, der altid er kendetegnede ved nærmest kobberfarvet sand i området og en kraftig lugt af rådne æg (svovl) i luften.
Derfra kørte vi til Dettifoss, der ligger på grænsen til nationalparken Jökulsárgljúfur ("gletcherflodskløften", her tale om smeltevandsfloden Jökulsá á Fjöllum, der strømmer nordpå fra Vatnajökull), og som er Europas største vandfald vistnok målt pr. liter vand, der fosser ned i sekundet, og vistnok også målt i antal decibel, disse enorme vandmasser danner, når de vælter ned i kløften, vi dårligt kunne se bunden af.

Ásbyrgi set inde fra dalen mod "hesteskoens" åbning

Fra vandfaldet kørte vi yderligere nordpå i nationalparken for at se Ásbyrgi, der en hesteskoformet dal. Dalen er højst sandsynligt dannet for mange 1000 år siden af såkalt jökulhlaup, der kort fortalt går ud på, at store mængder smeltevand indkapslet i en gletcher pludselig bliver lukket ud, når trykændringer får gletcheren til at sprække, med en katastrofal flodbølge til følge. Fænomenet er navngivet kun på islandsk, da det kræver vulkansk aktivitet under gletchere, hvorfor det selvsagt sker hyppigst i netop Island. Et sagn fortæller dog, at hesteskoformen, der bedst lader sig se helt inde fra selve dalen eller oppefra, blev dannet, da Odins hest Sleipnir var nede at røre ved jorden med et af sine otte ben. Inde i dalen er stemningen helt speciel, da den næsten komplette cirkel lukker for alle udefrakommende lyde og vinden, så kun fuglene i den lavtvoksende skov, der dækker det meste af dalen, høres. Nærmest som en oase midt i det træløse, barske landskab.
Sultne blev vi, og besluttede at køre til Húsavík, der ligger ved kysten ved Skjálfandi. Byen er kendt for Det Phallologiske Museum, der i daglig tale hedder Penismuseet, hvor en mand har samlet en lang række penisser fra forskellige pattedyr. Museet åbner dog først den 20. maj, og det forlyder, at han til denne sæson har skaffet en menneskepenis, da en frivillig donor for nylig døde. Intet er så skidt, det ikke er godt for noget, og vi fik et fantastisk fiskemåltid på en havnerestaurant kaldet Gamli Baukur. Fra Húsavík kørte vi tilbage til Akureyri til øldrikning og bartur og et nyt venskab med Justiinas bofælle, der lovede Mari og mig et lift hjem mandag, da han planlagde at køre til Reykjavík.

Søndag tog vi i Sundlaug Akureyrar (Akureyris svømme"hal"), der er et ret stort udendørs svømmeanlæg med mange varme pøle, vandrutchebaner og det obligatoriske dampbad, hvor garvede islændinge holder i uendelighed, mens danskere og finnere, da sidstnævnte foretrækker tørre saunaer, må gå ud efter 2 minutter. Om aftenen kørte Justiinas bofælle os rundt, hvor vi bl.a. så en kirkegård, hvor Snorri Sturlussons (ham med Eddaen og Heimskringla) bror måske lå begravet - dog ved ingen præcis hvor på kirkegården, det i så tilfælde skulle være. Ingen som mig forstår at værdsætte den slags spændende middelalderhistoriske tilfælde, mens Justiina og Mari var mere optagede af et par utrolig søde hunde, der løb os i møde.

Mandag så vi et meget spændende TV-program om dyrkning af tomater på en regionalkanal, hvor vi bl.a. lærte, at tomatplanter er højere end en voksen mand, mens vi ventede på, at Justiinas bofælle blev klar til at køre. På vejen gjorde vi en masse stop af historisk interesse. F.eks. besøgte vi Snorrastofa, hvor der var en udstilling om Snorris (ham hvis bror måske lå begravet på ovennævnte kirkegård) samtid, altså omkring 1200, og om middelalderhåndskrifter. Mens jeg var som et barn i en slikbutik, var Mari mere dæmpet i sin glæde over alle de spændende plancher og plakater.

Mari foran Flateyjarbók

Mari fotograferet med en våd kamera- linse ved Dettifoss