Nordisland

Drangey set fra Grettislaug

I weekenden (torsdag til mandag) blaffede Mari og jeg os en tur til Akureyri, hvor vi besøgte vores veninde Justiina. Turen var meget vellykket med fantastisk vejr, og det var dejligt at se noget andet end Reykjavík.

Torsdag morgen tog vi en bus til Mosfellsbær, hvorfra vi med det samme fik et lift til Borgarnes af nogle turister i en lejet bil. Derefter samlede en mand os op, der skulle hele vejen til Akureyri, så omkring kl. 16 var vi i byen. Allerede samme aften fik vi fat i den bil, som vi egentlig havde lejet til lørdag, så en aftentur til Grettislaug blev arrangeret. Ifølge Grettis saga yndede Grettir den stærke at bade i denne varme kilde, før han efter at være dømt fredløs flygtede til en ø, Drangey, i Skagafjörður. Da øen er meget stejl på alle sider, kan man kun komme op på den ad én vej, hvilken Grettir fik en træl til at beskytte, hvorfor han kunne leve der i sikkerhed i 20 år. Da trællen en dag faldt i søvn på sin vagt, kom Grettirs fjender op på øen og slog Grettir ihjel (sådan fik jeg i hvert fald historien genfortalt af vores meget vidende chauffør, da vi tidligere på dagen kunne ane øen i horisonten på vej til Akureyri). Vi var først hjemme efter midnat omkring kl. 2, hvor solen atter var ved at stå op.

Dettifoss med beskidt, nærmest sort, sne i forgrunden

Til lørdagen havde vi lagt et stramt program med Mývatn som første punkt. Søens navn betyder "Myggesø", men heldigvis er myggesæsonen langt fra begyndt endnu. I stedet for at slås med myg kørte vi rundt om søen og stoppede udvalgte steder, hvor der f.eks. var underlige lavastenformationer, hvor de 13 julemænd siges at holde til, eller varme kildeudspring, der altid er kendetegnede ved nærmest kobberfarvet sand i området og en kraftig lugt af rådne æg (svovl) i luften.
Derfra kørte vi til Dettifoss, der ligger på grænsen til nationalparken Jökulsárgljúfur ("gletcherflodskløften", her tale om smeltevandsfloden Jökulsá á Fjöllum, der strømmer nordpå fra Vatnajökull), og som er Europas største vandfald vistnok målt pr. liter vand, der fosser ned i sekundet, og vistnok også målt i antal decibel, disse enorme vandmasser danner, når de vælter ned i kløften, vi dårligt kunne se bunden af.

Ásbyrgi set inde fra dalen mod "hesteskoens" åbning

Fra vandfaldet kørte vi yderligere nordpå i nationalparken for at se Ásbyrgi, der en hesteskoformet dal. Dalen er højst sandsynligt dannet for mange 1000 år siden af såkalt jökulhlaup, der kort fortalt går ud på, at store mængder smeltevand indkapslet i en gletcher pludselig bliver lukket ud, når trykændringer får gletcheren til at sprække, med en katastrofal flodbølge til følge. Fænomenet er navngivet kun på islandsk, da det kræver vulkansk aktivitet under gletchere, hvorfor det selvsagt sker hyppigst i netop Island. Et sagn fortæller dog, at hesteskoformen, der bedst lader sig se helt inde fra selve dalen eller oppefra, blev dannet, da Odins hest Sleipnir var nede at røre ved jorden med et af sine otte ben. Inde i dalen er stemningen helt speciel, da den næsten komplette cirkel lukker for alle udefrakommende lyde og vinden, så kun fuglene i den lavtvoksende skov, der dækker det meste af dalen, høres. Nærmest som en oase midt i det træløse, barske landskab.
Sultne blev vi, og besluttede at køre til Húsavík, der ligger ved kysten ved Skjálfandi. Byen er kendt for Det Phallologiske Museum, der i daglig tale hedder Penismuseet, hvor en mand har samlet en lang række penisser fra forskellige pattedyr. Museet åbner dog først den 20. maj, og det forlyder, at han til denne sæson har skaffet en menneskepenis, da en frivillig donor for nylig døde. Intet er så skidt, det ikke er godt for noget, og vi fik et fantastisk fiskemåltid på en havnerestaurant kaldet Gamli Baukur. Fra Húsavík kørte vi tilbage til Akureyri til øldrikning og bartur og et nyt venskab med Justiinas bofælle, der lovede Mari og mig et lift hjem mandag, da han planlagde at køre til Reykjavík.

Søndag tog vi i Sundlaug Akureyrar (Akureyris svømme"hal"), der er et ret stort udendørs svømmeanlæg med mange varme pøle, vandrutchebaner og det obligatoriske dampbad, hvor garvede islændinge holder i uendelighed, mens danskere og finnere, da sidstnævnte foretrækker tørre saunaer, må gå ud efter 2 minutter. Om aftenen kørte Justiinas bofælle os rundt, hvor vi bl.a. så en kirkegård, hvor Snorri Sturlussons (ham med Eddaen og Heimskringla) bror måske lå begravet - dog ved ingen præcis hvor på kirkegården, det i så tilfælde skulle være. Ingen som mig forstår at værdsætte den slags spændende middelalderhistoriske tilfælde, mens Justiina og Mari var mere optagede af et par utrolig søde hunde, der løb os i møde.

Mandag så vi et meget spændende TV-program om dyrkning af tomater på en regionalkanal, hvor vi bl.a. lærte, at tomatplanter er højere end en voksen mand, mens vi ventede på, at Justiinas bofælle blev klar til at køre. På vejen gjorde vi en masse stop af historisk interesse. F.eks. besøgte vi Snorrastofa, hvor der var en udstilling om Snorris (ham hvis bror måske lå begravet på ovennævnte kirkegård) samtid, altså omkring 1200, og om middelalderhåndskrifter. Mens jeg var som et barn i en slikbutik, var Mari mere dæmpet i sin glæde over alle de spændende plancher og plakater.

Mari foran Flateyjarbók

Mari fotograferet med en våd kamera- linse ved Dettifoss