Torsdagsfilm, runedigte og fuglesang

I aftes tog Mari og jeg igen i biografen, hvilket efterhånden er blevet en torsdagstradition, da Kringlans biograf har 2 film for 1 billets pris alle torsdage. Filmen i aftes var ret god ("Unknown"), især sammenlignet med sidste uges film "Hall Pass", der virkelig var dårlig.

Min opgave er jeg også kommet i gang med, så jeg nu har skrevet 4 sider af 15. På biblioteket i onsdags måtte jeg få dem til at hente bøger op fra kælderen, som jeg så skulle læse på en der tilegnet læsesal, da de ikke var til hjemlån. Bibliotekaren var henrykt, da han så hvilken bog, jeg skulle låne. Han hviskede til mig: "Forfatteren sidder faktisk derinde og læser lige nu". Egentlig skulle jeg bare tjekke noget hurtigt, men det blev et længerevarende projekt, da biblioteket lukkede, inden jeg havde fået noteret alting ned. I dag (vi har passeret midnat, så det er faktisk i går) fik jeg så afsluttet det. Som resultat blev det til én side i opgaven, som jeg stadig går og overvejer, om skal med i den færdige udgave. Ifølge Det Islandske Runedigt, og muligvis også Det Anglosaksiske Runedigt, er runen o (måske) opkaldt efter Odin, hvilket Alessia Bauer har påpeget i 2003, og det var den pointe, jeg ville have med.

For at vende tilbage til onsdag, hvor jeg lige var blevet gennet ud af biblioteket, gik jeg hjem, mens sneen faldt ligeså langsomt. Pludselig hørte jeg noget, der fik mig til at stoppe op og glemme alt omkring mig. I toppen af et træ, kunne jeg i silhuet se en lille fugl, der sad og sang. Sangen mindede næsten til forveksling om solsorten, der hvert eneste år har mindet mig om forårets komme, og som jeg har savnet som en gal, efter mine forældre fortalte, at de havde hørt den. Problemet er bare, at Island er for nordligt til, at solsorten gider bo her. I stedet var det en vindrossel, hvis sang er næsten enslydende med solsorten. Hvem har brug for solsorte, når de har vindrosler? En utrolig følelse vældede op i mig: Forår!