Tirsdag den 24/5
Om aftenen kørte vi en tur nordpå på øen Streymoy, på hvilken Tórshavn ligger, mod vandfaldet Fossá. Når man kører langs de kringlede veje, vil man se et utal af små og store vandfald, der enten er dannet af floder, som i tilfældet med Fossá (=vandfaldsfloden), eller regnvand. Når vejen ikke går gennem fjeldene i tunneller, kører man gerne på veje, hvor man på den ene side har stejle skrænter op mod øens midte med fare for stenskred, og på den anden sige har frit fald ned mod havet på op til 50 meter. Fossá ligger mellem bygderne Hvalvík og Haldarsvík, og er et vandfald faldende i 3 trin. Sidste trin går nedenunder vejen for til sidst at falde ud i havet. Herfra kørte vi til Tjørnuvík, Streymoys nordligste bygd, hvorfra billederne er taget. De to klipper, man aner på det andet billede, kaldes for "Risin og Kelligin", Kæmpen og Kællingen. Historien forlyder at kæmpen og hans troldkvinde forsøgte at slæbe Færøerne med til Island, men så blev forvandlet til klipper, da solen stod op midt i deres skænderier om, hvordan de skulle bære sig ad med foretagendet.
|
|
Atter en aftentur. En uanseelig bro sammenkobler Streymoy med Eysturoy, vist den eneste bro der med rette kan siges at krydse Nordatlanten, og langs den vestlige vej kørte vi nordpå med udsigt til Streymoy og ovennævnte Fossá på den anden side af Atlanterhavspassagen. Vejen fører os gennem Svínáir, Ljósá og helt oppe nordpå Eiði. Kører man østover kommer man til Gjógv, der er kendt for sin naturhavn. Tusmørket, vejret og mit dårlige kamera gjorde det svært at tage gode billeder, men det tilføjede til gengæld en fantastisk stemning til stedet.
Torsdag den 26/5
Nordøerne havde jeg aldrig besøgt, så turen gik til Klaksvík på øen Borðoy, Færøernes 2. største by (den 3. største værende Øresundskollegiet i København målt på færøsk indbyggertal). I Klaksvík har de et bageri, der bugner af kager. I Klaksvík regner det også altid. Virkelig altid. Så snart man har kørt gennem tunnellen og kommer ud på den anden side af fjeldet, begynder det at regne. Sådan fortalte Hallur i hvert fald, nok mest for at drille sin veninde, vi mødtes med senere. Jeg har kun selv været i byen den ene gang, men det regnede, så statistikken holder. Dog havde vi ikke sådan ubehagelig regn, bare grå himmel og fint dalende regn. Ingen haglstorme eller skybrud. Fra byen kørte vi nordpå sammen med ovennævnte veninde Krista til Kunoy. På øen gik vi en tur, fik våde sko og så på færøske heste, der først var der, og så var væk igen. Derefter besluttede vi at tage færgen til Kalsoy. Øen har kun 4 bygder, der er sammenkoblet af 4 tunneller gennem fjeldene. På Færøerne har de generelt virkelig mange tunneller, men denne ø har helt utroligt mange, bare for at koble landets nordligste bygd Trøllanes sammen med resten af vejnettet, så den ikke skal blive afskåret. I bygden er måske 10 huse. Billederne herunder er begge taget på Kalsoy.
Om aftnen tog vi Krista med tilbage til Tórshavn, hvor islandske Einar Örn Benediktson agerede DJ på Sirkus Føroya. Sirkus var originalt en bar, som The Sugarcubes grundlagde i Reykjavík i slutningen af 1980'erne, altså det band, som bl.a. ovennævnte Einar Örn og Björk var en del af før deres solokarierrer. I Reykjavík lukkede den oprindelige Sirkus i fjor, da stedet efterhånden var blevet totalt overtaget af turister, der håbede på at møde Björk og andre berømte kunstnere, der yndede at holde til på baren. Nu har en færøsk pige, der oprindeligt havde et job på Sirkus Reykjavíkur, fået lov til at åbne en Sirkus i Tórshavn, så ånden efter den meget sagnomspundne bar lever videre på Færøerne. Selvom de færreste kender ham i Danmark, og han virkelig er et syrehoved, var det for mig ret legendarisk at møde selveste Einar Örn på Sirkus, selvom det var Færøernes Sirkus.
Fredag den 27/5
En anelse tømmermænd gjorde, at dagen blev afholdt i og i nærheden af Tórshavn. Vi var en tur på Færøernes Nationalmuseum, hvor vi så på gamle ting og drak kaffe, og om aftenen tog vi en tur sydpå til Kirkubøur, hvor ruinerne af en middelalderkirke stadig står bevaret.
Lørdag den 28/5
Mens Hallur var på arbejde, besluttede jeg er besøge Føroya Sjósavn, Færøernes Akvarium/"Sømuseum". I brochuren og på hjemmesiden ser det vildt godt ud, så jeg gav mig afsted fra den ene ende at Tórshavn til den anden (fra bydelen Hoyvík, hvor Hallur bor, til bydelen Argir), cirka en halv times gåtur, da byen virkelig ikke er stor. Da jeg endelig var nået frem, viste det sig at være et ganske lille hus nede ved havnen, hvor de havde to rum med 3 relativt store akvarier og 4-5 små. Egentlig var det ingen skuffende oplevelse. Jeg fik nærstuderet hver eneste fisk og undersøgt navnene på dem på færøsk, islandsk og dansk. Alle fisk på museet stammer fra farvandene omkring Færøerne.
Om aftenen, Hallur fik fri kl. 18, tog vil til Nólsoy. Øen ligger lige uden for Tórshavn med en 20 minutters færgerute. Trods den korte distance fra hovedstaden, er det som at komme til en anden verden, hvor man er omgivet af natur. På øen kom jeg for første gang tæt på en havternekoloni. Havternen hedder "terna" på færøsk og "kría" på islandsk. Sidstnævnte navn er en tilnærmelse af, hvad fuglen siger. Når man nærmer sig kolonien, skriger de netop "kría kría", bliver meget aggressive og angriber gerne i styrtdyk efter hovedet. Hver vinter trækker havternen næsten helt ned til Sydpolen, og ynglende ved de arktiske egne om sommeren, bliver arten det væsen på jorden, der oplever mest dagslys i løbet af sit liv. Efter at have kigget på får og terner, tog vi på Kaffistovan, en nærmest legendarisk lurvet "kaffestue" på Nólsoy, der består af en lokale med havemøbler og mulighed for at købe flaskeøl. Især øllen "Slupp" fra Föroya Bjór er populær på denne ø - og efter sigende ingen andre steder. De lokale undrede sig noget over vores tilstedeværelse, mens vi så Champions League-finale, men alt i alt var det rigtig hyggeligt. Vi tog den sidste færge tilbage til Tórshavn og endte selvfølgelig på Sirkus efter at have rundet baren på Hótel Føroya.
Søndag den 29/5
Dagen gik ganske hurtigt. Vi gik en tur fra et sted uden for Tórshavn over fjeldet til Kirkubøur. Når man krydser fjeldene på Færøerne, kan man ofte følge et langt net af stenbunker, der er grundlagt for mange år siden, når folk havde brug for at markere vejene hen over fjeldene lang tid før asfalterede veje med skiltning og tunneller. Hver gang man når en bunke, kan man se den næste og ved dermed hele tiden, hvor man skal hen. Traditionen har været at lægge en sten på, hver gang man gik forbi en bunke, for derved at bevare den. Udsigten til øerne Hestur og Koltur var fantastisk.
Mandag den 30/5
Hjemrejsedag. Flyet afgik som planlagt, og jeg kom hjem til Reykjavík i god behold. Tak til Hallur og familie for en fantastisk tur til Færøerne.
Torsdag den 26/5
Nordøerne havde jeg aldrig besøgt, så turen gik til Klaksvík på øen Borðoy, Færøernes 2. største by (den 3. største værende Øresundskollegiet i København målt på færøsk indbyggertal). I Klaksvík har de et bageri, der bugner af kager. I Klaksvík regner det også altid. Virkelig altid. Så snart man har kørt gennem tunnellen og kommer ud på den anden side af fjeldet, begynder det at regne. Sådan fortalte Hallur i hvert fald, nok mest for at drille sin veninde, vi mødtes med senere. Jeg har kun selv været i byen den ene gang, men det regnede, så statistikken holder. Dog havde vi ikke sådan ubehagelig regn, bare grå himmel og fint dalende regn. Ingen haglstorme eller skybrud. Fra byen kørte vi nordpå sammen med ovennævnte veninde Krista til Kunoy. På øen gik vi en tur, fik våde sko og så på færøske heste, der først var der, og så var væk igen. Derefter besluttede vi at tage færgen til Kalsoy. Øen har kun 4 bygder, der er sammenkoblet af 4 tunneller gennem fjeldene. På Færøerne har de generelt virkelig mange tunneller, men denne ø har helt utroligt mange, bare for at koble landets nordligste bygd Trøllanes sammen med resten af vejnettet, så den ikke skal blive afskåret. I bygden er måske 10 huse. Billederne herunder er begge taget på Kalsoy.
Om aftnen tog vi Krista med tilbage til Tórshavn, hvor islandske Einar Örn Benediktson agerede DJ på Sirkus Føroya. Sirkus var originalt en bar, som The Sugarcubes grundlagde i Reykjavík i slutningen af 1980'erne, altså det band, som bl.a. ovennævnte Einar Örn og Björk var en del af før deres solokarierrer. I Reykjavík lukkede den oprindelige Sirkus i fjor, da stedet efterhånden var blevet totalt overtaget af turister, der håbede på at møde Björk og andre berømte kunstnere, der yndede at holde til på baren. Nu har en færøsk pige, der oprindeligt havde et job på Sirkus Reykjavíkur, fået lov til at åbne en Sirkus i Tórshavn, så ånden efter den meget sagnomspundne bar lever videre på Færøerne. Selvom de færreste kender ham i Danmark, og han virkelig er et syrehoved, var det for mig ret legendarisk at møde selveste Einar Örn på Sirkus, selvom det var Færøernes Sirkus.
|
| ||||
|
En anelse tømmermænd gjorde, at dagen blev afholdt i og i nærheden af Tórshavn. Vi var en tur på Færøernes Nationalmuseum, hvor vi så på gamle ting og drak kaffe, og om aftenen tog vi en tur sydpå til Kirkubøur, hvor ruinerne af en middelalderkirke stadig står bevaret.
Lørdag den 28/5
Mens Hallur var på arbejde, besluttede jeg er besøge Føroya Sjósavn, Færøernes Akvarium/"Sømuseum". I brochuren og på hjemmesiden ser det vildt godt ud, så jeg gav mig afsted fra den ene ende at Tórshavn til den anden (fra bydelen Hoyvík, hvor Hallur bor, til bydelen Argir), cirka en halv times gåtur, da byen virkelig ikke er stor. Da jeg endelig var nået frem, viste det sig at være et ganske lille hus nede ved havnen, hvor de havde to rum med 3 relativt store akvarier og 4-5 små. Egentlig var det ingen skuffende oplevelse. Jeg fik nærstuderet hver eneste fisk og undersøgt navnene på dem på færøsk, islandsk og dansk. Alle fisk på museet stammer fra farvandene omkring Færøerne.
Om aftenen, Hallur fik fri kl. 18, tog vil til Nólsoy. Øen ligger lige uden for Tórshavn med en 20 minutters færgerute. Trods den korte distance fra hovedstaden, er det som at komme til en anden verden, hvor man er omgivet af natur. På øen kom jeg for første gang tæt på en havternekoloni. Havternen hedder "terna" på færøsk og "kría" på islandsk. Sidstnævnte navn er en tilnærmelse af, hvad fuglen siger. Når man nærmer sig kolonien, skriger de netop "kría kría", bliver meget aggressive og angriber gerne i styrtdyk efter hovedet. Hver vinter trækker havternen næsten helt ned til Sydpolen, og ynglende ved de arktiske egne om sommeren, bliver arten det væsen på jorden, der oplever mest dagslys i løbet af sit liv. Efter at have kigget på får og terner, tog vi på Kaffistovan, en nærmest legendarisk lurvet "kaffestue" på Nólsoy, der består af en lokale med havemøbler og mulighed for at købe flaskeøl. Især øllen "Slupp" fra Föroya Bjór er populær på denne ø - og efter sigende ingen andre steder. De lokale undrede sig noget over vores tilstedeværelse, mens vi så Champions League-finale, men alt i alt var det rigtig hyggeligt. Vi tog den sidste færge tilbage til Tórshavn og endte selvfølgelig på Sirkus efter at have rundet baren på Hótel Føroya.
 |
| udsigt fra Nólsoy |
Dagen gik ganske hurtigt. Vi gik en tur fra et sted uden for Tórshavn over fjeldet til Kirkubøur. Når man krydser fjeldene på Færøerne, kan man ofte følge et langt net af stenbunker, der er grundlagt for mange år siden, når folk havde brug for at markere vejene hen over fjeldene lang tid før asfalterede veje med skiltning og tunneller. Hver gang man når en bunke, kan man se den næste og ved dermed hele tiden, hvor man skal hen. Traditionen har været at lægge en sten på, hver gang man gik forbi en bunke, for derved at bevare den. Udsigten til øerne Hestur og Koltur var fantastisk.
Mandag den 30/5
Hjemrejsedag. Flyet afgik som planlagt, og jeg kom hjem til Reykjavík i god behold. Tak til Hallur og familie for en fantastisk tur til Færøerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar