Martin i Island: Vestmannaeyjar

"Vestmannaeyjar 6/6-2011

Vi landede sikkert på øerne i et fly med små 10 passagerer. Jeg bor i et pensionat, hvor jeg har fået mit eget værelse, i Vestmannaeyjabær på Heimaey, den eneste beboede ø i øgruppen. Vulkanudbruddet i 1973 er allestedsnærværende i form af mindetavler over nedbrændte huse, turistinformation om emnet og naturligvis vulkanen selv, der står næsten lige op ad bygden. Vulkanens navn, der står på skilte og postkort, er Eldfell, der bogstaveligt betyder "Ildfjeld", men minder meget om det islandske ord for "vulkan", eldfjall. På en måde er den så ny, at den endnu ikke har fået et navn. Foran strækker sig lavamarken i folkemunde kaldet Nýjahraun, "den nye lavamark", der i '73 var flydende lava, der langsomt men stødt bevægede sig ned mod havnen for i sidste øjeblik at blive stoppet efter en ihærdig indsats med påsprøjtning af koldt havvand. Hvis havnen var blevet lukket, ville et samfund så økonomisk funderet i fiskeindustrien være gået under. En anden påmindelse om vulkansk aktivitet får man, når man fra alle høje punkter kiggende mod nord kan se selveste Eyjafjallajökull oplyst af solen, på denne tid nærmest døgnet rundt, på hovedlandet Island. Gletcherens navn bliver på denne måde også forklaret:

Eyjafjallajökull bag Elliðaey

Nýjahraun foran Vestmannaeyjabær

Eyja	gen.plur.fem. af 'ey', ø
fjalla	gen.plur.neu. af 'fjall', fjeld, bjerg
jökull	nom.sing.mask., jøkel, gletcher

Gletcheren, der ligger i fjeldene, der kan ses fra øerne - altså Vestmannaøerne. Denne tolkning af navnet er dog ikke helt autoriseret af andre end mig.

Nordøst for bygden ligger Helgafell. Bl.a. navnet vidner om, at denne vulkan ikke har været i udbrud i historisk tid: det betyder "helligfjeld" og går igen over hele Island, f.eks. har Snæfellsness også et Helgafell. Derfor må dette kegleformede fjeld have eksisteret og været opkaldt allerede af de første bosættere i landnámstiden (≈874-930), hvilket Eyrbyggja saga vidner om: Helgafell på Snæfellsnes blev opkaldt af Þórólfur Mostrarskegg og benyttet som helligt sted dedikeret til Tor. Her kunne han så sidde og skabe kontakt med sine forfædre som alternativ til de gravhøje i Skandinavien, der må være blevet brugt til et lignende formål. Formen af fjeldene "Helgafell" er nemlig meget lig gravhøje, så koblingen har måske været ligetil for bosættere i et nyt land uden nogen kulturhistorie. Jeg satte mig på fjeldet og så mod Heimaeys sydspids med skærene ude i havet. Ensomheden, skønheden og vindens lyde mellem græs og sten gjorde da også stemningen næsten religiøs. Døde mennesker så jeg dog ingen af."

"Vestmannaeyjar 7/6-2011
Lunderne yngler sent i år, hvilket har været et tilbagevendende fænomen de sidste år her på øerne. Fra en udsigtshytte opført til netop lundeforskning burde man kunne se dem flyve ind og ud af deres redehuller under græstørvet på klippesiderne. Ingen lunder sås, ergo må de holde til ude på havet omkring øerne stadig afventende. Rigtig mange fløj i år også nordpå pga. vulkanudbruddet i Grímsvötn i sidste måned. Til gengæld lå jeg i græsset på toppen af fuglefjeldet med blæst, sol og fugle som eneste selskab. Havet strakte sig ud i alle verdenshjørner kun brudt mod nord af Heimaey, hvis sydspids jeg befandt mig på, og pletvis mod syd af øgruppens ubeboede klippeskær, hvor kun havfuglene færdes. Helt ude i horisonten anedes Surtsey, den ganske spæde ø, der skabtes i et undersøisk vulkanudbrud, der varede fra 1963-1967. Øen og havet omkring er totaltfredet, og kun forskere må færdes der. Foranstaltningen blev taget for at man for første gang i historisk tid kan bevidne, hvordan en ny ø bliver skabt og overtaget af den omkringliggende natur uden menneskelig indblanden: fuglene bosatte sig, mallemukkerne som de første, og førte frø med sig, så øen efterhånden har et rigt fauna, ligesom græstotter er flydt over fra de andre øer. Græssets rodnet har medført, at den sidste kerne af øen, der endnu ikke er eroderet, lader til at blive holdt fast. Sådan er en ny ø blevet skabt, og sådan er hovedlandet Island blevet skabt for millioner år siden for med tiden og utallige vulkanudbrud af vokse sig dobbelt så stort som Danmark. [...]Alle skærene derude har navne, f.eks. Súlasker, der, som navnet antyder, huser en stor sulekoloni. Geirfuglasker er sidste skær inden Surtsey. Gejrfuglen var en stor, lidt tungnem alkefugl ude af stand til at flyve, meget lig en pingvin, hvilket har gjort den til et nemt måltid mad for en fattig islænding. Den sidste levende gejrfugl blev slået ihjel på Eldey (uden for Reykjanes) i juni 1844, og arten er aldrig observeret noget sted i verden siden. [...]Jeg så endvidere hjejlen, der sørgmodigt skreg et stykke væk fra sin rede for at aflede min opmærksomhed fra denne. Luften var fuld af mallemukker og andre søfugle, ligesom vadefuglenes artsrigdom var så stor, at jeg havde svært ved at adskille dem fra hinanden. Som jeg lå der i græsset, blev mine læber salte af havluften og mit ansigt næsten smertefuldt af solen og den konstante blæst. Jeg blev nødt til at søge læ bag nogle klippesten inden hjemrejsen, så min krop kunne få en pause fra vindens nådesløshed.[...]


Surtsey	Hjejle

Eldfell er et ejendommeligt landskab af porøst rødbrun lavasten, somme steder smuldret til groft sand, andre steder dannende spektakulære formationer. Det løse sand ligger ned langs de stejle sider, både ned mod vulkanens fod på den ene side, og ned mod krateret på den anden. Overfladen synes dermed ganske jævn, men forsøger man at få fodfæste smutter småsten og sand væk under en for at skabe et mindre stenskred, som man meget nemt kunne glide ned sammen med. Hvis man først var rutsjet ned, ville det selvsagt være umuligt at kravle op igen. Balancerende rundt på kraterkanten, er man naturligvis igen fuldstændig blottet for vinden, der temmelig sikkert aldrig har lagt sig siden vulkanen opstod i 1973, mens man kigger over på hovedlandet, hvorfra bilstøj fra vej nr. 1 neden for Eyjafjallajökull svagt kan høres. På vejen hjem hørte jeg den snurrende lyd vinden skaber i dobbeltbekasinens vinger, når fuglen dykker i sin flugt. Et par rødben ledte mig ivrigt på vej: "kig på os, så du ikke finder vores rede". Jeg var meget forsigtig med ikke at træde på nogens æg."

Lomvier på et klippeskær

En grotte set indefra

"Vestmannaeyjar 8/6-2011
Set fra søsiden består øen Heimaey af stejle klippevægge med spredte fritstående klippeskær i havet uden omkring med utallige fugle, der forstår at udnytte selv den mindste indhulning til at bygge rede eller holde flyvepause. Lunderne så jeg også i havet mellem skærene, hvor de holder til, indtil de kommer i humør til at yngle. Som andre søfugle yngler de nemlig ikke på klippevæggene, men derimod i udgravede huler i græsset på toppen af øerne. Under klippeskærene findes grotter store nok til, at man kan sejle ind i dem, så man kan påstå, at man har været under en ø. Mosarter og forskellige typer af sten farver grottens loft i spektakulære farver. Uden for grotterne på kanterne af disse skær ses lomvier, også den kortnæbbede variant, mallemukker, stormsvaler og andre arter, der alle lader til at have fundet en måde at deles om pladsen på.[...] Stort set alle fuglearter, der yngler i Island generelt, kan man finde ved Vestmannaeyjar.

Når man klatrer op på fjeldet lige uden for byen, må man mange steder hive sig selv op i armene ved hjælp af dertil egnede reb, hvor mine arme kom på en krævende opgave efter et tungt aftensmåltid. Det løse grus giver næsten intet fodfæste, og selv de større sten ligger løse, så man frygter at starte et stenskred, når man træt i armene fører sin kropsvægt tilbage i benene og fødderne for at finde hvile en stund på en af disse usikre, udragende sten. Imens kigger man op på de elegant flyvende mallemukker og føler sig kluntet og tungnem. Højt oppe er man, når man endelig træder op fra klippesiden på den græsbegroede top, hvor en vejr- og sendestation er opstillet, da man befinder sig på et af øerne højeste punkter. Vinden fløjter konstant i den højeste sendemast og suser henover græsset, der efter en mindre regnbyge et par timer forinden stadig føltes vådt, da jeg lagde mig i det. Usigten til hovedlandet og Eyjafjallajökull var helt forsvundet i en dis mod nord, ligesom de fjerneste øer i syd kun anedes. Ellers havde jeg hele Heimaey for mine fødder: neden for fjeldet lå bygden omkranset af Eldfell, Helgafell og lufthavnen. Længere ude sydspidsen, hvor jeg i går ligeledes skiftevis vandrede og lå i græsset, mens jeg tænkte over verdens størrelse og havets mægtighed. Da jeg kravlede ned fra fjeldet så jeg lunder siddende i silhuet på toppen af en klippe foran den lavthængende aftensol. Nedturen var overraskende nemmere end opstigningen, dog igen med lange strækninger, hvor kun rebet og mine arme måtte afholde mig fra at kurre ned i et stenskred. I skrivende stund er mine arme kun lidt mere ømme end mine ben og fødder, mens mine hænder flere steder har væskende vabler efter rebene. Dog heler min krop stødt og Vestmannaeyjar vil for mig forblive et minde om, hvor smuk verden får lov til at være."