Vestmannaeyjar, juni 2011

mandag den 17. januar 2011

Om fænomenet at være "snakket" og lidt strøtanker om vejr og vind

Når min farmor benævner den negative egenskab, nogle personer har, at de taler meget om andre mennesker (sladrer), siger hun, at personen er "snakket". Det er på mange måder et ret genialt ord, der dækker et hul i mit ordforråd, da jeg for lidt siden slog ordet "máligr" op i en oldislandsk ordbog og manglede et dækkende dansk ord. At være "meget talende" er ikke nødvendigvis negativt. Pludselig savner jeg min farmor enormt meget.

I dag har det sneet i Reykjavík. Det har medført en masse genskær fra solen, der har gjort dagen meget mere lys end de forrige dage. I korte perioder på 3-5 minutter sner det helt vildt for så at holde op igen og tillade solen at skinne. Vejret er meget ubeslutsomt heroppe. Temperaturen ligger lige omkring 0 °C, så det er helt vanvittigt glat på visse strækninger, da det både tør og fryser på samme tid. Jeg var ved at falde mange gange i morges på vej til universitetet.

Nu vil jeg bevæge mig ud igen for at besøge Bónus, Islands svar på Netto/Fakta.

lørdag den 15. januar 2011

Helgafell

"Þat fjall kallaði hann [Þórólfr Mostarskegg] Helgafell ok trúði, at hann myndi þangat fara, þá er han dœi, ok allir á nesinu hans frændr." (Eyrbyggja saga, s. 9, Íslenzk fornrit IV, 1985).

Efter at have læst om dette fjeld i sagaen, hvor ovennævte citat stammer, går det op for mig, at jeg har været der engang sommeren 2007, hvor jeg var på biltur på Snæfellsnes. Da vidste jeg ikke, at Þórólfr havde skænket fjeldet til guden Tor og betragtede det som så helligt, at ingen måtte udgyde blod eller forrette deres nødtørft der. Sidstnævnte skulle i stedet foregå på skæret Dritsker. Dette er faktisk medårsag til, at der udbryder et blodigt slag mellem Þórólfs slægt ("Þórsnesingar") og Kjallakr jarls slægt ("Kjalleklingar"), da sidstnævnte slægt ikke vil finde sig i, at de skal slide deres sko ved at vandre ud til Dritsker, og førstnævnte slægt ikke vil finde sig i, at det hellige sted bliver besudlet. Lige nu er jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg i læ af fjeldet tissede der. Det kunne godt have fundet sted, men jeg håber det virkelig ikke. Þórólfr og hans frænder er tydeligvis ikke rare at have på nakken.

(Billede: http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/2/27/Helgafell_%C3%AD_Helgafellssveit_0460.jpg)

fredag den 14. januar 2011

Indskrivning!

Nu er jeg indskrevet på mine fag! Lederen af programmet Medieval Icelandic Studies skrev en e-mail til de rigtige mennesker, så jeg fik tilladelse til at studere MA-fagene, der bliver udbudt i den pakke. Det betyder, at jeg nu endelig kan gå på ugla.hi.is og finde mine lektier og downloade de relevante power point-præsentationer, så jeg kan forberede mig til testen på torsdag. Det er på mange måder ret optur. Desuden købte jeg endnu en bog i dag, nemlig Eyrbyggja saga i Íslenzk fornrit-serien. At købe bøger gør mig glad. Nu mangler jeg bare at få fat på det islandske telefonnummer, som jeg har købt og betalt for, men som de ikke kunne give mig i øjeblikket (ESN Reykjavík).
I går var jeg til en støttekoncert for de 9 mennesker, der blev anholdt i forbindelse med en demonstration foran Althingsbygningen i 2008. Både múm, Einar Már Guðmundsson (forfatteren, der har skrevet Universets Engle) og en hel masse andre bands og talere var der. Det er sjovt at konstatere, at man ofte møder eller ser de samme mennesker, som man har mødt før til andre arrangementer. Reykjavík er temmelig lille.

torsdag den 13. januar 2011

Sagaer, swimming pools og øl

De første timer i Living with the dead in the Middle Ages og Skaldic poetry and saga writing fandt sted i går, og jeg har besluttet at tage begge fag, da de lyder rigtig lovende. Dermed dropper jeg et af de planlagte fag, hvilket gør, at jeg skal have fat i mit hjemmeinstitut (INSS = Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab) og få lavet forhåndsgodkendelsen om. Lis (eksamenssekretæren på INSS) skriver dog, at det helt sikkert ikke bliver noget problem. En eller anden dag får den kvinde en kæmpe stor buket blomster og en masse chokolade af mig. I begge ovennævnte fag skal vi læse Eyrbyggja saga, hvilket gør arbejdsbyrden lidt mindre, når vi skal arbejde med ét værk i to fag. Jeg vil anskaffe mig den på oldislandsk og få fat på en dansk oversættelse, så jeg kan støtte mig lidt til den. Det lykkedes mig at læse hele Eiríks saga rauða på originalsprog for et par semestre siden, så mon ikke jeg kan klare denne her også.
I går var jeg efter undervisningen ved stranden(!) med mine samboer. Nær Perlan og Reykjavíks lufthavn ligger Nauthólsvíks Geotermiske Strand - hvordan navnet nu lader sig oversætte bedst. Her er der en udendørs opvarmet pøl, hvor jeg lå og plaskede, mens mine samboer var ude at dyppe sig i havet, der var -1,7 grader "varmt". Jeg var dog en kujon og undskyldte mig med, at jeg lige har været syg etc. Næste gang overvejer jeg dog at prøve det. Når man bagefter kan skynde sig over i den opvarmede pool, skulle det være en fornøjelse. Aftenen sluttede med en meet your buddy party, da jeg rent faktisk er i besiddelse af en islandsk "buddy" tildelt af Islands Universitet. Det lykkedes mig dog aldrig at finde ham, og jeg antog til sidst, at han nok slet ikke var der overhovedet. Men der var billige øl (390 ISK for medlemmer af ESN).
Endelig kommer jeg frem til i dag, hvor jeg har været til endnu en forelæsning i Norræn trú, der handlede om den skandinaviske stenalder. Forelæsningen bestod naturligvis af en hel masse arkæologi, som ikke just er min stærke side, men med lidt viljestyrke og en hel del studeren, skal jeg nok klare testen på torsdag. Jeg er ved godt mod lige nu. I aften skal jeg til en koncert på NASA, hvor bl.a. múm skal spille. Rygterne siger, at FM Belfast også kommer forbi, men nu får vi at se.

onsdag den 12. januar 2011

Norræn trú

I dag var første undervisningsgang i faget Old Nordic Religion and Belief (Norræn trú). Alt i alt virkede faget meget godt. Forelæsningslokalet var helt fyldt op med både udvekslingsstuderende og islandske ditto, hvilket er et skræmmende syn for en som mig, der er vant til at være 4 mennesker på et rune- eller færøskhold, hvor underviseren tager kaffe og somme tider rundstykker med til alle undervisningsgangene. Desuden bliver alle timerne i Norræn trú filmet, så man kan følge dem som fjernstuderende. Når jeg starter et fag, bliver jeg ofte ramt af præstationsangst og alkens negative tankemønstre, der nærmest fører mig ind i en panisk, barnlig tilstand af frygt for, at jeg er "den dårligste i klassen", selvom jeg intet har at bygge det på. Således også i dag, da jeg erfarede, at vi har en test allerede på næste torsdag. Sådanne tests har vi 4 af i løbet af semestret, som skal bestås. Men før jeg får mine 10 etcs-point skal jeg også skrive en over 10 sider lang stil (da jeg er MA-studerende, skal stilen være længere end 10 sider, men hvor meget længere blev ikke defineret), læse en bog "written by a scholar" og fortælle om den til min underviser (igen en ekstrating, fordi jeg er MA-studerende) og naturligvis møde op til undervisningen. Samlet set en ret stor mængde arbejde, når man sammenligner med andre fag, der kræver fremmøde, små opgaver og en skriftlig test i slutningen for de samme point. Positivt er det dog, at jeg må skrive min stil på dansk, da min underviser er nede med skandinaviske sprog. Faget i sig selv lyder også enormt spændende og meget givende. Men jeg er stadig lidt skræmt og skal lige sove på det en ekstra gang, før jeg beslutter, om jeg virkelig tager faget eller prøver at finde 10 etcs-point andetsteds.

mandag den 10. januar 2011

Bureaukrati

Ordet giver først rigtig mening, når man har prøvet at være udvekslingsstudent. Lige siden jeg tog beslutningen i efteråret, har jeg løbet frem og tilbage for at få diverse underskrifter og brugt en uanet mængde papir på at printe forskelligt "bevismateriale" ud. Det næste er, at jeg skal bruge en tilladelse fra Det Humanistiske Fakultet på Háskóli Íslands for at få lov til at studere overbygningsfag, da alle udvekslingsstudenter imidlertid er registrerede som bachelorstuderende. Så er det sådan set lige meget, at mit hjemmeinstitut (INSS) har godkendt de fag, som jeg vil studere som givende fuld merit på min kandidatuddannelse på KU. Det er godt med underligt, men jeg har besluttet, at jeg ikke gider gå nærmere ind i sagen. Det gode er, at folkene bag disken i serviceskranken er virkelig søde og fortæller meget grundigt, hvad man skal gøre, og hvorfor det er nødvendigt. Man kan slet ikke blive irriteret på dem, men står bare og nikker.
I dag så jeg rigtige håndskrifter fra middelalderen fremvist på Den Arnamagnæanske Samling i Island. Jeg erfarede, at grunden til, at man har overleveret så mange breve og skrivelser i Norge (og ikke Island) er, at Norge var det administrative centrum dengang. Altså skulle der skrives en masse breve om en masse ting, så man kunne få nogle andre ting til at ske. Hvor er det, jeg kender det koncept fra?

søndag den 9. januar 2011

Kulde og Kolaportið

I dag har jeg været meget passiv og træt. Det er som om mørket og kulden gør, at jeg kunne sove konstant. Dog tog jeg mig sammen til at bevæge mig ned til havnen, hvor det store indendørs marked Kolaportið har åbent hver weekend. Jeg fik købt noget fisk, dog desværre ikke tørret fisk i denne omgang, da jeg endnu ikke har udtænkt en anordning til at opbevare det, uden alting, jeg ejer, kommer til at lugte. Efter markedet gik vi en tur ved havnen, hvor billedet til venstre er taget. Det har været -8 grader og blæsende.
I morgen skal jeg have undervisning for første gang. Jeg skal have 3 timer i Working with Manuscripts: Palaeography and Transcription, altså et fag, hvor man lærer om videnskaben at arbejde med håndskrifter. I mit tilfælde naturligvis håndskrifter fra middelalderen. Der er ingen sandsynlighed for, at et sådant fag kan blive kedeligt.