Et møde med to landsmænd

I dag så jeg finalen i håndboldkampen mellem Danmark og Frankrig på storskærm på Hressó, der er en sportsbar i midtbyen. Resultatet af kampen er ligegyldigt, så det lader jeg ligge. Jeg mødte den eneste anden dansker, jeg kender til, der er kommet som udvekslingsstudent dette semester fra Danmark. Vi fik råbt, klappet og sunget for at kompensere for de 3 borde foran os med hujende franskmænd siddende omkring. Vi var dog ikke alene, for i baren var også 2 kvinder, der heppede på det samme hold som os. Det viste sig at være 2 SOSU-assistenter fra det midtjyske, der var kommet til Island for at udveksle erfaringer med islandske kolleger. Som den interesserede landsmand ville jeg vide, hvad de syntes om at være på Island. De var hurtigt rørende enige om, at det var der intet godt ved. Maden er alt for dyr. Jeg forsøgte at forklare, at den islandske krone er meget lidt værd, og man konstant bliver overrasket over, hvor lidt man faktisk betaler, når beløbene bliver omregnet til danske kroner. Men de holdt på, at maden var for dyr, og at der for resten også er alt for koldt, mørkt og blæsende i Island. Jeg argumenterede, at det jo bare er årstiden: "Om sommeren er Island fantastisk!" Men de havde hørt rygter om, at det ikke blev varmere end 14 grader, så det gad de fandeme ikke. Jeg forsøgte igen: "Men solen går stort set ikke ned!", hvortil de svarede, at så kan man jo ikke sove om natten. De syntes endvidere, at deres islandske kolleger er 10 år bagud i forhold til Danmark hvad angår hygiejne på plejehjemmene og løfteteknikker, da de har så meget uuddannet personale fra Polen. Desuden er islændingene umulige at kommunikere med og vil ikke tage mod gode råd. Jeg fæstnede mig især ved deres beskrivelse af islændingene som "meget ensidige"...

Det ordvalg fra deres side, vil jeg lade svæve i luften, mens jeg vender tilbage til min opgave, der helst skulle blive færdig i morgen.